søndag den 11. marts 2012

Hjemrejse Island 2012

Denne dag har ikke være så indholdsrig på hverken det faglige plan eller i spændende naturoplevelser. Tilgengæld ventede der en varm velkomst hjemme;



Alt i alt har det været en kæmpe oplevelse, at være på udveksling i Island - fagligt som personligt.

torsdag den 8. marts 2012

6. dag på Island

Som forudset måtte vandhunden Stine og hendes mor endnu engang tage turen over til Akureyris friluftsbad. Som alle de andre gange skønt. Jeg kan ikke forestille mig, at vi nogensinde har været renere end, hvor vi har ligget i blød flere timer dagligt :-D Igen skøn vandmassage. Flyveturen til Reykjavik var problemfri og Stine fik serveret dejlige chokolader i flyet af den søde stewardesse. Vi har boet billigt , men skønt hvor vi er kommet frem. Dagens bolig var absolut bundskraberen. Samme pris, samme beliggenhed, samme antal stjerner og alligevel så stor forskel. Nå men én nat betyder ingenting. Familien glæder sig til, at blive samlet igen. Det er tydeligt at mærke på vores Skype samtaler. I morgen tidlig skal vi bestille transport til den internationale lufthavn, som ligger 35 km fra Reykjavik. 

Island 6. dag fagligt


Dagens faglige aktivitet har bestået i refleksioner over udvekslingens faglige udbytte. Jeg havde forberedt og fremsendt en række områder jeg gerne ville drøfte, sammenligne samt have relevante fagudøveres bud på feltet med henblik på inspiration inden for områderne.
De områder som jeg på forhånd havde fremsendt og forberedt mig på er som følgende;
- sygeplejerskeuddannelsen struktur, opbygning og indlejrede pædagogiske tænkninger
- læring. Her præsenterede jeg UCSJ læring elementerne F2F, parallelundervisning, e-learning. Gav eksampler på, hvordan vi på Campus Næstved fx tværfagligt er i gang med, at udvikle e-læringsobjekter omkring hygiejne. Et styret læringsforløb på læringsplatform Fronter. Visuelt ligner det et brætspil. Film med studerende, der laver brud på hygiejnen. Find hvilke fejl der er tale om. Film om korrekt håndvask. Multiple choises.
Præsenterede ligeledes, hvordan min Kari Martinsens karrusel fungerer læringsmæssigt samt mit Jeopardyspil. Her viste jeg dem det faktiske spil, men viste også den film som kommunikationsafdelingen har optaget af min undervisning. Videre havde jeg forberedt en spilleplade med sygeplejeteoretikere, som jeg formodede, de i Island har kendskab til; Florence Nigthingale, Henderson, Orem, Travellbee, Benner & Wrubel. Den læringsmæssige idé er, at der i de forskellige teams skabes diskussion af spørgsmålet baseret på den teoretiske viden de studerende har tilegnet sig gennem den teoretiske undervisning. Videre er fordelen, at de studrende kan vende tilbage til spillet, når som helst, da det ligger in the sky. Fx kan de spille det i studiegruppen med henblik på den egentlige forståelse og læring samt repetition.
Derudover fremhævede jeg hvordan de forskellige elementer af læringsstile, faktisk er repræsenteret i denne undervisningsform; se, lytte, røre, bevæge. Dvs. at studerende vil møde undervisningsdele der imødekommer de læringsstile de hver i sær er i besiddelse af. Dunn & Rundle.
Mit oplæg gav mange gode drøftelser og diskussioner. Underviserne på Universitetet i Aukureyri fandt mit oplæg om forskellige perspektiver på læring meget inspirerende, ifølge deres egne udsagn.   
Mit egentlige faglige udbytte af denne diskussion går på, at man også på Island gerne vil arbejde med, at integrere e-learning i studiet. Deres motivation er, at gøre de studerende engagerede.
Jeg må konstatere, at jeg lige inden for dette felt, ikke har fået konkrete inspirationer, at bringe med hjem, da det jeg kom med, var længere fremme end det Universitetet i Akureyri har integreret i studiet.
Til gengæld havde de meget erfaring med parallelundervisning. Som jeg tidligere skrev på min blog, har de 7 ’klasserum’ placeret rundt omkring på Island med studerende der modtager parallelundervisning. Her er der tale om virkelige geografiske udfordringer. Underviserne fandt ikke kvaliteten af den studerendes kompetencer i overensstemmelse med det påkrævede. Set i lyset af studiets struktur, hvor den studerende ikke gennemgår kliniske uddannelsesforløb, som vi kender det i Danmark, men udelukkende (næsten) gennemgår det i skills lab. på Universitetet, er undervisernes udsagn berettiget. Det vil sige, at al læring frem til endt studie stort set foregår foran et webcam…. Og derfra, ud at arbejde som professionel sygeplejerske. Set i det perspektiv, kan det ikke vække faglig bekymring på samme måde, at det er enkelte undervisningsdele/kurser der foregår parallelt i UCSJ. Men, samtidigt vidner det også om, at parallelundervisning ikke er et håndtag der bør skrues væsentligt op for, men mere indgå som et supplement.
Det var til gengæld meget nyt for mig, den måde som islændingene tænker klinisk uddannelse på. Nemlig, at næsten al klinik foregår på Universitetet. Der kan jo diskuteres for og i mod. Men, det er elementer, som vi kan vælge at kigge nærmere på, som inspiration, i forhold til, at sygeplejerskeuddannelsen i UCSJ har stadig større udfordringer med at skaffe de kliniske pladser, som studiet aktuelt er skruet sammen. Kan man forestille sig, at der fx det første studieår kan tænkes klinik, som der gøres på Island; teori, skill. lab + sim. Lab., test (praktisk + multiple choises). Det er da noget vi i hvert fald kan drøfte. Dette var nok det som umiddelbart har givet mest input og mest at tænke over. Samtidigt er jeg overrasket over, hvor simpelt/primitivt deres skill. lab er opbygget, når det tages i betragtning, at de bruger det i en væsentligt del af de 4 års studium.  

onsdag den 7. marts 2012

Hvis I ikke kan sove.....

Her er fårene




5. dag på Island


Dagen i dag har givet så mange indtryk, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte. Det har været den mest fantastiske dag! Efter en rask morgen gåtur badet i sol og krystalklar luft, kunne vi sætte os tilrette i den bus, som skulle bringe os rundt til de islandske utroligheder, de næste 8 timer, som den guidede tour gav plads til. Guiden, Heidi, var super sød, universitetsuddannet og meget vidende. Faktisk rummede bussen global girlpower, med repræsentanter fra USA, Kina, Island og DK selvfølgelig. Noget Stine lagde STOR vægt på! Stemningen og forventningerne var absolut i top ligesom vejret.


 Første stop foregik på Akureyris modsatte fjordside. Skægt at se byen oppe fra Fjeldsiden.



Vi fortsatte mod en gård med egen gårdbutik. På gården var en lille nyfødt kalv kommet til verden. Den fik vi lov til, at komme ind i stalden at se, ligesom vi så nogle lidt ældre kalve.




Der var rigtigt mange lækre ting i gårdbutikken - især islandske strikting. Og absolut de bedste priser jeg indtil nu er stødt på.





På trods af mange fristelser, begrænsede indkøbet sig til disse lækre islandske strikvanter;


Waterfall of Gods var også et must på rundturen og var ubeskriveligt smukt og demonstrerede samtidigt naturens enorme, uendelige og utrættelige kræfter. I følge guiden er årstiden den helt rigtige, at se waterfall of Gods på, da det smeltevand fra gletscherne, som vandet jo består af, senere på året er tilblandet, geologiske forskellige jordpartikler, som giver vandet et meget grumset udseende. Men ....det var s.... koldt på grund af blæst :-)








Busturen gav anledning til, anskue utallige naturfænomener. Herunder er fx to vulkaner med tæt dis omkring.


Endnu et mål for turen var en gåtur op til et stort vulkankrater. Man kan ane, at to mennesker har vovet sig op på kanten af krateret.




 Jorden er i overvejende grad dækket af lava i dette område - ny lava vel at mærke - 'kun' 2000 år gammelt!

Mange steder er der underjordiske huler eller 'caves', hvor der med brat nedstigning på 3 - 6 meter, er adgang til vand af høj temperatur - opvarmet af de termiske forhold. Lige her ved denne hule er vandet fx 60 c, hvilket gør det næsten umuligt at bade i. Højst 1 minut kan anbefales.... For de læsere der kender mig godt, ved med sikkerhed, at jeg personligt IKKE tog nedgangen på 3 meter i næsten lodret position - sådan noget tør jeg simpelthen ikke - og så fik Stine selvfølgelig  heller ikke lov.

Dette sted var faktisk et af mange, hvor guiden udtrykkeligt gjorde det klart, at det var farligt og på eget ansvar. De lokale-lokale indbyggere vil ikke have turisterne der :-)


Når man sådan er på tour i mange timer, opstår der også lejlighed til, at falde hen i egne tanker. Rigtigt mange gange på turen har jeg funderet over, hvad det er der får mennesker til, at bo midt i 'ingenting'; Flere gange under Islandsopholdet er der dukket et hus op i det fjerne oppe i et fjeld - øjensynligt isoleret fra alt.... Bare en strøtanke.

Et andet sted, hvor vi blev manet til stor forsigtighed, var ved de ildelugtende svovlstinkende kogende mudderhuller - dette skal opleves - det er et ubegribeligt fænomen og virkeligt ildelugtende!!!!



Dagens personligt største attraktion var helt klart vulkansøen i Mývatn. Og jeg ville ønske, at I alle havde badet med. Jeg er snart løbet tør for superlativer og kan da ikke nogen, som kan beskrive badet i denne vulkansø. Der er tale om en oplevelse med meget store kontraster, som nok også er med til, at forstærke oplevelsen. Nedstigningen i det meget varme og tågeindhyldede vand, forekom umuligt at gennemføre efter gåturen, mellem omklædning og sø, på bare fødder i frost og sne. Det prikkede og stak i fødder og ben. Vandet brændte. Men efter et lille øjeblik havde kroppen omstillet sig til dette varme, mineralfyldte og meget 'bløde' vand. Ja vandet føltes så blødt, så blødt. Temperaturen i vandet steg jo længere ud i søen vi kom, forårsaget af undergrundens forsøg på, at lette presset ved at udslippe varme. De varme punkter var ikke til at komme i nærheden af - det føltes som om, man var havnet i en gryde med kogende vand. Så med princippet om learning by doing, kom man kun meget tæt på disse punkter en enkelt gang :-) Der var også mindre bassiner - menneskeskabte - som man kunne slænge sig i.

Stine og jeg havde virkeligt svært ved at give afkald på denne nyvundne skat..... Hvis jeg nogen sinde får lejlighed til igen, at bade et tilsvarende sted, vil jeg ikke betænke mig 1 sekund. Det er absolut turens mest unikke oplevelse.







Glade og totalt afslappede fortsatte vi turen, efter dette besøg, mod et udsigtspunkt til nogle af områdets mange inaktive vulkaner. Kun vulkanen Krafla er aktiv i netop dette område af Island. De mest aktive vulkaner ligger mod syd og faktisk forventer islændingene et stort udbrud af vulkanen Hekla inden for det næste år. Ret betryggende fik vi oplyst at denne del af Island 'kun' er jordskælvsplaget.







Når nu vi var ude på den helt store Islandsekspediktion, kom det som en appelsin i vores turban, at vejen pludselig fyldtes med en ret stor flok bortløbne får som videoen herunder viser.

 
Hvis I en nat har søvnproblemer, er I velkomne til at tune ind på filmen for at tælle får :-)
Jeg må sige at denne tour oversteg alle mine forventninger til, at få set en lille bid af Islands helt specielle natur.

I morgen eftermiddagen går turen igen mod Reykjavik. Inden vi tjekker ud af hotellet, bliver der nok tid til en ekstra badetur i Akureyris friluftsbad, på den anden side af gaden - det handler jo bare om, at stå tidligt nok op ;-D

tirsdag den 6. marts 2012

4. dag i Akureyri

Forventningen til fritidsaktiviteten var ridning på islandske heste. Dette blev dog forpurret af, at rytteren skulle have erfaring med ridning. Dette kunne ikke præsteres. Men, skuffelsen var dog ikke større end, at endnu en tur i friluftsbadet - i snevejr - kunne veje op på skuffelsen. Fedt at ligge der i det varme vand mens det sner i hovede på én og koldt at gå fra bassin til bassin. Stine og jeg blev enige om, at dette er del HELT rigtige måde at vinterbade på! Efter igen at være blevet opløst til det ukendelige, havde rugbrødstrangen ramt os! Vi orker ikke flere bagettes, pizza eller andre hvide brød ting med ost, som man kan købe over alt..... og vi tør ikke gå på fiskerestaurant i frygt for, at få serveret syltede torskehoveder :-D Tilgengæld har vi nu booket billetter til den helt store Islandsekspediktion i morgen - en guidet bustur på 8 timer til bl.a. waterfall of Gods og Myvatn lake